2022 blev et år på både godt og ondt for Realdania.
På minussiden står, bogstavelig talt, det årsresultat, som netop er blevet offentliggjort i den filantropiske forenings 120 sider lange årsrapport. Her fremgår det, at Realdania grundet de negative investeringsmarkeder som følge af blandt andet krigen i Ukraine fik et underskud i 2022 på knap 1,8 milliarder kroner efter skat.
Til sammenligning opnåede Realdania i de tre forrige år flotte overskud på henholdsvis 3,1, 1,1 og 1,2 milliarder kroner.
På plussiden står til gengæld, at det i 2022 lykkedes at dele markant flere penge ud end de 500-600 millioner kroner, som foreningen havde defineret som sin forventning. I alt blev der bevilget godt 1,1 milliarder kroner til 209 projekter og delprojekter i det byggede miljø, og dermed landede Realdania på et lidt højere uddelingsniveau end de seneste år.
Samtidig kan administrerende direktør Jesper Nygård og bestyrelsen med formand Lars Krarup i spidsen glæde sig over, at det også i 2022 lykkedes at fastholde væksten i antallet af medlemmer. Realdania gik ind i 2022 med et mål om brutto 10.000 nye medlemmer, og dén målsætning kan der sættes flueben ved.
Aldrig sjovt at producere underskud
I forhold til årsresultatet lægger Jesper Nygård ikke skjul på, at det er væsentligt under foreningens forventninger.
Den negative udvikling tilskrives blandt andet et stigende renteniveau som følge af centralbankernes bestræbelser på at dæmpe den stigende inflation i 2022, og at usikkerheden omkring selskabernes fremtidige indtjening blev øget året igennem. Den negative markedsudvikling resulterede i et negativt afkast af investeringsaktiviteterne på minus 1,8 milliarder kroner, svarende til minus 6,6 procent.
”Det er aldrig sjovt at producere et underskud. Men hvis man er en langsigtet investor, som vil have et højere afkast end at have pengene i banken eller købe statsobligationer, tager man nogle risici. Derfor vil der i en cyklus over 10-20 år være år med negativt afkast. Man er nødt til at indstille sig på, at betalingen for at have gode afkast i en lang række år er, at man i nogle år har tab. Og i 2022 har stort set alle investorer jo tabt penge,” siger Jesper Nygård til Fundats.
Det har været tilfredsstillende for os at kunne agere kontracyklisk i et 2022, hvor verden var af lave, og hvor det var dybt deprimerende at se den usikkerhed, det gav, at der udbrød krig
Jesper Nygård – Administrerende direktør, Realdania
Han noterer sig, at det negative afkast i 2022 på minus 6,6 procent er under det halve af et benchmark med nogenlunde samme risiko og langt under det halve af, hvad aktiemarkedet har tabt.
”Jeg mener, man også er nødt til at se på resultatet i dét perspektiv. Samtidig har det været tilfredsstillende for os at kunne agere kontracyklisk i et 2022, hvor verden var af lave, og hvor det var dybt deprimerende at se den usikkerhed, det gav, at der udbrød krig. I det lys er et tab på 6,6 procent ikke voldsomt bekymrende, men det er da ærgerligt at producere et negativt resultat,” fastslår Jesper Nygård.
Når det trods et økonomisk udfordrende 2022 alligevel lykkedes at uddele over 1,1 milliarder kroner til nye projekter, skyldes det ifølge Jesper Nygård et indtægtsført bortfald af tidligere års bevilgede uddelinger.
”Vi kunne have valgt i 2022 at dele de 5-600 millioner kroner ud, som vi havde budgetteret med. I stedet valgt vi at bruge et bortfald fra tidligere års bevilgede uddelinger på 553 millioner kroner – hvoraf de fleste stammede fra det droppede projekt med at etablere et UN Live Museum – til at holde gang i og støtte en masse andre projekter. Det gjorde vi, fordi vi ser det som vores rolle at være kontracykliske og holde ting i gang også i udfordrende tider. Men det var kun på grund af det ekstraordinært høje bortfald, at vi var i stand til at dele mere end 5-600 millioner kroner ud,” understreger Jesper Nygård.
I 2023 er uddelingsforventningen igen defineret til 500-600 millioner kroner og dermed væsentligt under, hvad Realdania reelt har uddelt den seneste håndfuld år.
”Det er hverken konservativt eller lavt sat, men derimod absolut realistisk i forhold til, hvad en formue som vores kan generere af afkast,” siger Jesper Nygård.
Forventer ikke katastrofehjælp igen
Helt ekstraordinært valgte Realdania i 2022 at støtte ofrene for krigen i Ukraine med en donation på 100 millioner kroner. Donationen ligger inden for Realdanias vedtægtsmæssige rammer, men er, som foreningen også selv bemærker, ”ikke en del af foreningens sædvanlige filantropiske arbejde med at skabe øget livskvalitet gennem det byggede miljø”.
Jesper Nygård forventer ikke, at Realdania fremover vil finde penge til at støtte ofre for krige og katastrofer.
”Situationen i februar 2022 var så ekstraordinær, foruroligende og grænseoverskridende, at den kaldte på en ekstraordinær handling. Jeg kan jo ikke afvise, at der igen opstår ekstraordinære situationer eller stemninger, men med mit nuværende kendskab har jeg meget svært ved at forestille mig, at vi vil gøre det igen,” siger han.
Faktisk var jeg sidste år bekymret for, om vi evnede at kommunikere tydeligt, at støtten til Ukraine var en éngangsting, eller om vi ville blive bombarderet med henvendelser
Jesper Nygård – Administrerende direktør, Realdania
En række fonde støttede tidligere i år massivt ofrene for jordskælvene i Tyrkiet og Syrien, men det tema var ikke på bordet i Realdania.
”Vi holder os til vores strategi, og det, vi sidste år gjorde i relation til Ukraine, var en undtagelse. Faktisk var jeg sidste år bekymret for, om vi evnede at kommunikere tydeligt, at støtten til Ukraine var en éngangsting, eller om vi ville blive bombarderet med henvendelser. Men det blev vi ikke. Alle, jeg har talt med, har udvist fuld forståelse for, hvad vi gjorde i 2022 i en helt usædvanlig situation, og for, at den form for støtte i øvrigt er helt uden for vores spilleplade,” understreger Jesper Nygård.
Fra kvantitativt til kvalitativt mål
I forhold til medlemsvækst blev 2022 et tilfredsstillende år for Realdania. Ifølge Realdanias årsrapport meldte 10.412 nye medlemmer sig ind i foreningen i 2022, og dermed blev det definerede bruttomål for nye medlemmer på 10.000 indfriet.
Nettotilgangen var på 4.346: Fra 175.013 medlemmer ultimo 2021 til 179.359 medlemmer ved udgangen af 2022.
”Jeg opfatter det som et meget ambitiøst mål at ville rekruttere 10.000 nye medlemmer om året og er godt tilfreds med, at målet blev nået i 2022. Vi er gået fra i den første foreningsstrategi at have et kvantitativt mål om 10.000 nye medlemmer til nu at have et tilsvarende kvalitativt mål, som handler om at ramme bestemte segmenter i forhold til alder, geografi, familietyper og forskellige interesser for det byggede miljø. Det mål er det lykkedes os at nå hvert år i fem år – også under corona og på ryggen af corona,” siger Jesper Nygård.
- Bruttotallet for nye medlemmer var højere i de fire forrige år. 2022 var altså med andre ord det år siden 2018, hvor I fik færrest nye medlemmer. Hvad er årsagen til dét?
”Vores nuværende foreningsstrategi har som nævnt et bredere fokus end kvantitet. Det er ikke et mål hele tiden at forøge antallet med 10.000 medlemmer. Der er jo også andre faktorer, som spiller ind – blandt andet er det forskelligt fra år til år, hvor mange medlemmer vi taber, typisk fordi de dør eller flytter fra deres ejerbolig. Der er næsten ingen, der aktivt melder sig ud – det antal er kun tocifret. Som jeg ser tallene, oplever vi en nogenlunde konstant og tilfredsstillende medlemsvækst efter en nogenlunde konstant indsats fra vores side,” siger Jesper Nygård.
Nye medlemmer er i snit 52 år
I årsrapporten fortælles det, at der i årets løb har været fokus på at rekruttere bredt fordelt i hele landet for, som det hedder, ’på den vis at fremtidssikre det demokratiske grundlag i alle geografiske valggrupper’.
Der har ligeledes været fokus på at rekruttere yngre medlemmer. Ifølge årsrapporten var den gennemsnitlige alder for nye medlemmer på indmeldelsestidspunktet 52 år, og gennemsnitsalderen for alle medlemmer var 63 år ultimo 2022.
Med vores vedtægtskrav om, at man skal eje fast ejendom, bliver Realdania nok aldrig en ungdomsfest
Jesper Nygård – Administrerende direktør, Realdania
Jesper Nygård er tilfreds med, hvad der er kommet ud af bestræbelserne på at forynge medlemsskaren.
”Med vores vedtægtskrav om, at man skal eje fast ejendom, bliver Realdania nok aldrig en ungdomsfest. Men det lykkes os ikke desto mindre at tiltrække nye medlemmer, der er yngre end den gennemsnitlige parcelhusejer. Det, tror jeg, skyldes, at vi laver rigtig, rigtig mange medlemsarrangementer, hvor en del er målrettet yngre medlemmer. I 2022 havde vi blandt andet et stort familierettet arrangement med cirka 500 mennesker i Odense, og tidligere i København har vi været oppe på 2.000 til et lignende arrangement. Vi vil forsøge at gentage succesen i år på den jyske vestkyst og i Lejre med arrangementer målrettet børnefamilier. Derudover vil vi ved vores valgmøder eksperimentere med at gøre ting for at tiltrække børnefamilier til at deltage,” siger Jesper Nygård.
- Det er jo ikke gratis at hverve medlemmer. Har I regnet på, hvad det koster at skaffe et nyt medlem – altså en stykpris?
”Jeg kan ikke svare på, hvad det koster at få et nyt medlem, men det er en forholdsvis lille andel af vores samlede omkostninger, og vi arbejder ekstremt omkostningsbevidst med det. Vi synes ikke, det giver mening at udregne en stykpris per nyt medlem, for hvad skal man have med i et sådant regnestykke? Er det kun den direkte omkostning til hvervekampagnen, eller skal vi også medregne, hvad vores generelle medlemsinformation koster?” siger Jesper Nygård.
“Kolossal succes”, at kurven er vendt
Overordnet glæder han sig over den udvikling, der er sket med Realdanias medlemstal i de 10 år, han har siddet ved roret som administrerende direktør.
”Da vi i 2014-2015 påbegyndte arbejdet med vores strategi, faldt medlemstallet med 4-5.000 om året, og dengang gjorde vi intet for at rekruttere nye medlemmer. Hvis man forestiller sig, at vi var fortsat med ikke at gøre en aktiv indsats og fremskriver medlemstallet fra 2013, ville vi i dag have været 120-125.000 medlemmer. I stedet er vi nu 180.000. Vores gode kolleger i den medlemsstyrede del af filantropien har medlemmer, fordi de er kunder, men vi har ikke en lignende rekrutteringskanal, og i det lys mener jeg, det er en kolossal succes, at vi har fået vendt kurven og i dag er så højt oppe, som tilfældet er,” siger Jesper Nygård.
Det er vanvittig vigtigt at gøre en indsats for at sikre, at der også er en legitim medlemsbase fremover – også når jeg og den næste efter mig er holdt op
Jesper Nygård – Administrerende direktør, Realdania
Og medlemmerne vil Jesper Nygård ikke undvære, understreger han.
”Grunden til, at vi har medlemmer og arbejder målrettet for at få flere, er, at de – sammen med pressen og samfundet – holder os til ilden i at skabe legitimitet i vores filantropiske arbejde. Det er vigtigt, at vi har tilstrækkeligt med medlemmer til, at vi kan afvikle ordentlige, legitime valghandlinger. Og det er vanvittig vigtigt at gøre en indsats for at sikre, at der også er en legitim medlemsbase fremover – også når jeg og den næste efter mig er holdt op,” siger han – og tilføjer:
”Realdania ikke sat i verden for en kort periode, men for, ligesom en fond, at have et evigt liv.”